FDF Vejle 4 - Søndermarksvej 53 - 7100 Vejle - 53 63 63 37 - fdfvejle4@outlook.dk

FDF giver børn og unge et ståsted at møde verden fra
Hos FDF tror vi på, at børn og unge har brug for et ståsted i livet. Dette møder vi dem med, med evangeliet om Jesus Kristus. Vi tager udgangspunkt i kristendommen som forener os med andre mennesker, og som lærer os at alle mennekser er værdifulde og at alle har noget at bidage med.
I FDF er det vigtigere at blive til nogen, frem for noget.
Relationer
FDF er et frirum, hvor børn og unge glædes, oplever og vokser i mødet med ledere, der har noget på hjerte.
Gode relationer giver modstandskraft og lærer børn og unge at tage ansvar for andre og værdsætte det forpligtende fællesskab. Her kan man prøve sig selv af og finde ud af, at man duer til noget.
Tro
FDF skaber plads til tro og samtale om de store spørgsmål i livet, på et folkekirkeligt grundlag.
I FDF tror vi på, at mennesker har brug for at kende deres ståsted i mødet med en mangfoldig verden. I FDF har børn, unge og voksne et sted, hvor de sammen kan tale om tro og tvivl, uden at svaret er givet på forhånd.
Leg
I FDF bliver verden større, når vi gennem leg og udfordringer lærer at indgå i forpligtende fællesskaber.
I FDF tror vi på, at leg fremmer vigtige egenskaber som nysgerrighed, kreativitet, mod, fantasi, respekt, glæde, spontanitet og ansvar. I FDF leger vi os til færdigheder – i friluftsliv, når vi spiller musik, eller når vi konkurrerer mod hinanden for sjov og for at prøve os selv af.
Samfundsengagement
FDF skaber ansvarlige, demokratiske og deltagende medborgere, der engagerer sig i den verden, vi lever i.
I FDF tror vi på, at verden har brug for mennesker, der tager del i og ikke blot iagttager livet. Børn og unge inspireres til at anvende jordens ressourcer intelligent og bæredygtigt. Samfundsengagement i FDF betyder, at der er kort vej til handling, også hvis man er ung og har en god ide.